Der har været meget skriveri om originalitet på MotorRetro, både fra mig og blandt kommentarerne. Oftest med udgangspunkt i, at originale klassikere er “finere” end modificerede, og de fleste helt originale biler høster behørigt respektpoint her på bloggen – selv Skodaen fra i går. Men man har naturligvis altid modificeret biler, endda længe før klassikerbegrebet opstod, og nogle af de mere omfattende modifikationer fandt sted under fællesbenævnelsen “hot rodding”, en term der stammer fra trediverne eller fyrrernes Amerika.

Dette er en rigtig oldschool hot rod, en Ford A Tudor fra 1929: Ofte var det nemmere at bytte motoren end at tune den, og så ellers bredere dæk på for traktion. Kun bagpå, den skulle jo bare køre ligeud.

Dengang handlede det typisk om af forbedre gamle bilers præstationer ved at give dem mere motorkraft og lavere vægt, og udgangspunktet var typisk gamle Ford A, T og B – og en hel del knofedt og idérigdom: Pengene hang ikke på træerne dengang. Efter Anden Verdenskrig kom der mere gang i scenen, og bilerne blev oftere brugt til drag racing og i løbet af halvtredserne blev hot rodding bedre og bedre organiseret. I tresserne kom der imidlertid flere og flere hurtige gadebiler, og hot rodding fik en aflægger i form af street rodding, hvor det ikke handlede så meget om race, men mere om stil – hvis man ville have en hurtig bil, kunne man jo bare købe en muscle car, ny ab fabrik.

Også old school, her i en både mere praktisk OG mere radikal udgave.

Gennem mange års ombygninger er bestanden af basisbilerne minimeret, og i dag må byggerne ofte ty til glasfiber-replikaer af karosserierne, og hot rodding er dermed meget langt fra sine græsrødder: Modificér en gammel billig trediver-standardbil for ingen penge. Som det måske fremgår så synes jeg nu ikke det gør så meget: Mens jeg har stor respekt for det ofte utroligt flotte håndværk, så er hver en sten blevet vendt igennem halvfjerds år.

De nyere rods kendes ofte på baseballkasketten lidt bag rattet.

Men så opdagede jeg Volksrods: Volkswagen Type 1 har også rødder i trediverne, var også for langsom (!) og er stadig utroligt mangfoldig – og ikke mindst er den nem at modificere, og egner sig utroligt godt til det. Rent designmæssigt endda bedre end de høje, kantede badekar af Fords trediverbiler. Det er der mange der har opdaget de seneste år, og begrebet Volksrod er på kort tid taget voldsomt til i popularitet.

Dette er “Stinkbug”, en finere Volksrod med maling og det hele: Jeg kunne aldrig selv skære en Boble op på den måde (og det mener jeg bogstaveligt som i “jeg kunne ikke, for jeg ved ikke hvordan man skal gøre”), men jeg er svært fascineret af dem der kan og har gjort det.

Folkevognens runde former kan nemlig med få midler modificeres – meget få midler giver et råt look, stadig umiskendeligt en Folkevogn, men dog med masser af muligheder for individuelle udtryk. Og putter man flere midler i rodden, så kan den gamle runde Boble transformeres til de mest fantastiske kreationer med et hjul i fortiden, et i fremtiden, et i fantasiens verden og det sidste stadig fast forankret på asfalten. Se et udvalg herunder:

Og lad mig bare indrømme det: Jeg kan lide mange af dem! Det er meget muligt, at de kører elendigt, og trods voldtunet motor stadig ikke rigtigt hurtigt, men deres udseende, mand, mand, man, det er for vildt – jeg er særligt vild med “Deathtrim”, den ultralave sølvgrå sag. De bedste af dem har den originalitet, der kun kan komme fra en desperat mand med en rusten Boble, ingen penge men en vinkelsliber, en svejser og en masse idéer. Har man de fire ting, så kan man komme utroligt langt. Jeg har kun den femte – ingen penge, hvilket ikke er nok.

En mere rå stil end Stinkbug er Stiffspeed her: Matsort på røde fælge men bortset fra dens holdning yderst afdæmpet, enkel og barsk.

Jeg kan nu heller ikke rigtigt forstå, hvorfor jeg i det hele taget kan lide de vildt modificerede Volksrods, men ellers mest er til originalitet og faktisk synes mange overdriver sænkningen af deres standard Bobler og Karmann Ghia‘er. Forklaringen er nok noget med, at Volksrods i virkeligheden er selvstændige, nye kreationer – nærmest på niveau med prototyper, der skal afprøve grænser for smag og behag. Jeg kom så vidt som til at kigge efter Volksrods til slag, men fandt ikke mange: Det er måske slet ikke noget man køber? På en måde vil det måske også være ret underligt, når nu de netop er manifestationen af byggerens kreativitet. Under alle omstændigheder har de (lige for tiden) en underlig dragende effekt på mig, og jeg kan simpelthen ikke lade være at tænke, hvordan det mon vil være at køre rundt i sådan én. Men man skal nok og
så lige have én ting mere for at køre i en Volksrod, og jeg er ikke sikker på, at jeg har nok af det: Mod og mandshjerte. Hvorfor fremgår af Volksrods.com’s banner herunder…

ViaRETRO.