Olav Hønholt mødte jeg første gang i racersæsonen 2004, hvor han kørte Triumph Spitfire ligesom jeg – endda på samme græsrodsfacon, hvor bilen har plader på og man kører til løbene på egne hjul. Olav kørte med en 1300-motor på dispensation, og var derfor hurtigere end jeg – og det var KUN derfor, det er helt sikkert. Han kørte dog kun et par sæsoner i Spitfiren, men fik smag for race, og kørte siden løb i en TVR Grantura med Vor Mand i Sverige, Erik Jensby – ovenikøbet som deleracer, et andet spændende koncept for deling af biler.

Afslappet stemning i depotet cirka anno 2004 med min og Olavs Spitfire - begge indregistrerede.

Deres dele-Grantura er siden solgt, men Olav har også sin egen Grantura, og det var den jeg spurgte til. Mit spørgsmål var noget med “har du ikke stadig et Grantura-projekt kørende”, og det benægtede han: Det var mere “et projekt stående”. Og Olavs projekt illustrerer meget godt min nuværende aversion imod at købe biler, der ikke er i regelmæssig brug eller ligefrem daglig drift, og da han nu selv gav overskriften, så fortjener det lige en omtale – til skræk og advarsel.

Erik og Olavs deleracer, også en Grantura MK2.

Det skulle nemlig have været “an easy project”, som englænderne ynder at skrive. Siden har Olav bare skrællet det ene lag efter det andet af 40 års English Bodging, og jeg er ikke i tvivl om, at det bliver en fin bil – det er bare ikke “easy”. Så vidt jeg husker skulle bilen blive klar til race omkring 2006, men lige nu er den vel mere adskilt end nogensinde før. Faktisk var købet af Olav og Eriks deleracer jo nærmest en modreaktion mod projektets løbende udvidelse.

Olavs projekt: Der er noget vej endnu.

Jeg har kæmpe respekt for Olavs projekt, og jeg ved jo at Granturaen kan blive en rigtig fin racerbil, og det bliver denne. Men jeg ved også, at det slet, slet, slet ikke er noget for mig. Og så ved jeg, at andre kan lære noget af denne historie: Lærdommen er kort sagt, at det er dyrt at købe billigt. Når Granturaen her er færdig, så vil Olav have brugt hundredevis af timer, have været igennem utallige frustrationer, sandsynligvis have fået flere grå hår eller mistet det – OG bilen være klar til race mange år efter den oprindelige plan.

Det bliver en stor dag, når Granturaen kommer på banen, og jeg glæder mig til det. Det gør ejeren nok også! Og i mellemtiden kan projektets fremdrift følges på hans blog. God arbejdslyst og held og lykke, Olav – nu kan der da for pokker ikke dukke flere overraskelser op.

ViaRETRO.