Sælges: Cool Mazda Coupé
aug 9th, 2011 | By Claus Ebberfeld | Category: 626 CoupeSå er ferien slut, og som jeg havde lovet mig selv er Mazdaen nu til salg. Samme dag som den fik nye originale alufælge på, hvormed den endelig står som jeg vil have den. Det kan en anden så få glæde af: Aldeles problemfri og opsigtsvækkende cool coupé til 23.000 – køb og kør.
Jeg havde aldrig troet, at det der startede som et halvskørt eksperiment skulle ende med, at jeg blev så glad for min Marine Blue Metallic 626 Coupé. Mazdaen har bekræftet det japanske ry for kvalitet og pålidelighed, og er den mest komfortable bil jeg nogensinde har haft. OG den billigste, hvilken kombination jeg synes er en bemærkelsesværdig bedrift. Ikke mindst har den i mine øjne vist sig som en ægte youngtimer, og vil med alderen blomstre til en ægte klassiker.
Tror jeg. Jeg ved, at mange af jer læsere er lodret uenige, men I skulle bare se de reaktioner jeg får, når jeg bevæger Den Rammeløse rundt i trafikken: Og det er IKKE kun tidligere sløjdlærere fra Herning-egnen, der kigger. Etniske unge mænd giver den også tommelfingeren op, og ofte også gæster ved fortovscaféer og sågar lidt bedre restauranter. Vor Mand i Sverige mente det var at strække den lidt, da jeg trak op foran Radisson Hotel for at sætte ham af, men jeg syntes nu selv det gik meget godt.
Og så kører den godt: Jeg krydsede Danmark uden pauser og uden ryg- eller øreproblemer, Sverige klarede den i stiv arm, gik 12 på literen, og den kan varme, køle og lyse. Alt virker – godt, endda. Det er simpelthen en god bil. Ikke så sindsroprivende som nogle af mine tidligere biler, men bedre end de fleste (ikke BMW’erne!). Jeg nyder den lidt på samme måde som jeg gør med et helsebadsophold: Slapper af, småmediterer, og dyrker bare det dejlige liv på jord bag rattet. I sikker forvisning om, at Mazdaen er en allieret.
Og nu jeg er blevet så klog på japanske nyklassikere, så skal jeg videre. Mazdaen skal sælges, og som supplement til ovenstående ord er her et nogle fakta: Bilen er fra 1980, har haft tre ejere, den ene fra 1982 til 2011. Det er ham, der har bevaret bilen, og jeg er altså den tredie ejer. Den er synet i februar 2011, og jeg har kørt cirka 3000 kilometer i den siden, de fleste på min nylige sommerferie til Sverige. Umiddelbart inden ferien blev bilen serviceret, og den fik i går nye dæk på de originale alufælge. Den starter, kører og bremser perfekt, og cruiser lydsvagt og meget, meget behageligt: Og den er 100% klar til mere af det hele. Hele herligheden koster bare 23.000 kroner. Ring 6160 6067 og hør mere. Det regnede i går og gør det stadig i dag, men jeg tager snart nogle flere billeder, så den kan vise sig fra sin bedste side.

Mazdaen har mest set Aarhus, og i byen er den også hjemme. Såååå meget mere usædvanlig end en rammeløs Mercedes coupé. Måske en kreativ type som køber?




Det pyntede med de nye hjul Claus. Held og lykke med salget.
Det ser da super cool ud med de hjul !!!
Tak, drenge. Ja, for pokker, det var jo dem, den skulle have haft hele tiden. De kostede med dæk altså også noget nær en femtedel af bilens pris, men hvis en eventuel køber hellere vil have bilen billigere, så kan den da sælges på stålfælge.
De passer jo også på en tidlig RX7, og sådan en skal jeg da også have engang…
Tillykke med hjulene, de er lige i øjet.
Held og lykke med salget.
Sad netop i forgårs og tænkte – nej, forventede – nej, HÅBEDE på en udlugning i coupé bestanden med den seneste anskaffelse (hvormed tillykke iøvrigt og heller ikke uden en snert af misundelse, men på den gode måde) og her står man så op til den glædelige nyhed. Held og lykke med et snarligt salg.
Hvor mange coupéer kan man egentlig, med rimelighed, have i stalden? I princippet er der naturligvis ingen grænser, men på den anden side er jeg en stor tilhænger af en divergeret vognpark. En coupé – naturligvis, plein air – joda, en utility vehicle/vinterslæber/function-over-form 4×4 (eller 6×6) – jatak, et rejsetrækdyr til Super Sprite – nødvendig osv osv.
Et sjældent tilfælde af at følge min overordnede plan fra før sommerferien. Men kroehl, jeg har set en campingvogn efter en Urracco, så man kan komme langt alene med coupéer.
Og en Espada…
Det står ellers i den italienske grundlov at sportslige biler ikke må have anhængertræk – mener jeg?!
Nå, men tillykke med den modige beslutning …
Det pynter ellers meget med de nye alu fælge
held og lykke med salget og med den nye Lancia.
Det er en super cool vogn… er faktisk på udkig efter en konebil… men tror desværre ikke fruen ville forstå HVOR cool den faktisk er.
Og kanon fede billeder – man bliver helt nostalgisk
Casper, her er et stykke forbrugerinformation, som måske kan hjælpe din sag: Kvinder elsker dens farve, jeg har hørt det mange gange.
Og til skeptikerne: Ventede overfor arkitektskolen, og faldt i snak med en engelsktalende mand, tydeligvis af den kreative klasse (han kørte selv XM). Han kunne lide den, kunne se både Italien og Bertone i linierne, og forstod til fulde dens drilske rolle i forhold til det traditionelt anerkendte klassikerbegreb. Men han købte den dog ikke….
Jeg har netop forleden, før salgsannoncen var en realitet for os, talt for Mazdaratien til en kollega, der står for at skulle give slip til sin mødige halvfemser husholdnings Mazda til det forestående bilsyn. Jeg har forsøgt at tale ham fra at købe en tilkørt fornuftsminibil til halvfjerds tusinde mange penge og i stedet få sig en vogn med kant(er) – også fordi regnskabet formentlig ser gunstigere ud med en youngtimer. Og det her er da noget af et røverkøb med de fælge!
Kan leveres i Københavnsomradet…
Udover at mn kollega er min konkurrent, er han også min ven – er der noget ved Mazdaratien man som brugtvognssælger skal være opmærksom på?
Ja, først og fremmest skal man være opmærksom på, at det er en 31 år gammel bil.
Den kører ikke som en ny bil, og den ligner heller ikke en ny bil. Når jeg skriver “og så kører den godt” og “det er simpelthen en god bil” så er det sammenlignet med (mine) andre gamle biler. Når det så er sagt, så synes JEG, at den er meget mere interessant at køre end eks. en ny Suzuki eller VW eller Ford – og det skal køberen også helst synes for at blive glad for den. I hvert fald, hvis han/hun har tænkt sig at køre i den.
Det betyder ikke, at den kører dårligt, ingenlunde! Den er bare tungere end en moderne bil, den er mekanisk og analog – som jeg kan lide det. Den blev jo i øvrigt prøvekørt af en potentiel køber, endda en kosmopolitkvinde, der slet ikke var vant til gamle biler. Hendes eneste anke var den tunge styring, og det skal man selvfølgelig kunne leve med – jeg betragter det som gratis motion for overkroppen. Hun fravalgte den primært på det – og på den detalje, at hun ikke havde brug for en bil. Men var vild med farven.
Måske husker nogle, at selveste Autoentusiasten også prøvekørte den: Hans ord kan læses i indlægget her: http://www.motorretro.com/2011/05/autogalleriet-aarhus-grand-opening.html. Hans eneste anke var dens lave gearing, og indtil Sverigesturen var jeg enig med ham. Men nu har jeg så prøvet en hel masse motorvej, og det viser sig faktisk, at en japanske symaskine intet har imod at ligge på de godt 4000 omdrejninger, der skal til en ordentlig marchfart, så jeg synes ikke selv det er et problem. Og 12 km/l gik den altså også.
Alle andre jeg har haft ombord har bemærket dens fine stand, affjedrings- og lydkomfort. Det ER ikke løgn, når jeg skriver, at det er den mest komfortable bil jeg har haft.
Men 23.000, perfekt bil? Selvfølgelig ikke: Bilkabulen i bagklappen er der stadig (men kan fikses), de nye fælge kan poleres meget mere op (med håndkraft eller professionelt), undersiden af højre dør (inderst, der er intet at se udefra) skal slibes ned, der er lidt rust under bagagerumsklappen, venstre forrude går noget trægt efter min megen rammeløse kørsel. Omvendt er al chrom rigtig fin, de nye skærme er solide og rustfrie og perfekt linet op (panelgabene er virkelig, virkelig fine), ruderne perfekte, og bilen kører altså bare godt. Endnu bedre på de nye hjul og dæk og nyserviceret (dæk, fælge og service gav jeg cirka 7.000 for, og har regninger på det).
Og så har jeg STADIG ikke tværet i, hvor cool en bil, man egentligt får! Hold op, jeg har elsket at vise den frem som det nyeste hotte. Det kræver brede skuldre, hvis man køber den får at være med i det gode selskab, for en del af medlemmer af det selskab driller bare, grænsende til mobning. Men for en køber, der hviler i sig selv og sin egen forstandighed, så har den altså rigtigt meget at tilbyde, denne dejlige Coupé.
Først nu begynder jeg at se klassikeren i den! Det hjalp med fælgene!
Jeg slår mig selv for først at have sat dem på nu, hvor bilen er til salg…for det er jo rigtigt, de pynter gevaldigt. Og sjovt nok styrer den også bedre på de brede lavprofiler. 185/70 er bare supersportsligt! Men ikke på den moderne dumme måde, hvor komforten går tabt: Den er stadig lydsvag og underligt nok heller ikke tungere at dreje med end før. Den styrer bare bedre ind i sving, og står også væsentligt bedre fast i vådt føre.
Er den ‘tail happy’ ?
Nej, bare happy.
Hov Claus, så kommer der vel snart uro i jernet igen når du skal finde ny vinter bil eller den har du måske fundet
?
Christian, nu skal den jo lige sælges først, og så er der vel et par måneder til en egentlig vinterbil skal være på plads. Hvis der skal være nogen? Der var jo engang også noget med “simple living”, så vidt jeg husker.
Nu prøver jeg i hvert fald lige at klappe hesten lidt, for jeg kan garantere dig for, at netop i dette øjeblik IKKE er uro i jernet. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over den nye Fulvia, der dumpede ned i turbanen: Jeg glæder mig HELT vildt til den kommer hjem – elleve dage til!
Og i morgen henter jeg Vignalen, der skal kæles lidt for inden Munkebjerg, og den glæder jeg mig OGSÅ til at køre i. Så nej, lige nu er der ikke uro.
He he. Kan godt forstå du glæder dig til Lanciaen
den ser også flot ud. Du ved man har et standpunkt til man tager et nyt
Det ved jeg ALT om, Christian…